Målgruppe og lovgivning

Rehabiliteringsafdelingen har 10 pladser efter Servicelovens §107 og Sundhedslovens §140.

Formålet er at yde den bedst mulige rehabilitering på specialiseret niveau - rehabiliteringen er målrettet og foregår i trykke og strukturerede rammer.

Målgruppe:

Et rehabiliteringsophold på Lunden kan bevilliges til borgere over 17 år, der har pådraget dig en hjerneskade efter f.eks. kranietraume, hjerneblødning, blodprop i hjernen eller lign. Visitation til et specialiseret rehabiliteringsophold sker gennem din kommunale sagsbehandler, der laver en ansøgning.

Bevilling af et ophold forudsætter:

  • at du tilhører Lundens målgruppe
  • at din hjemkommune kan give betalingstilsagn
  • at der er en ledig plads

Lovgivning:  Lov om Social Service § 107 og Sundhedslovens § 140

I rehabiliteringsafdelingen kan vi tilbyde et ophold til dig, der har erhvervet en hjerneskade ved sygdom eller en ulykke og som har behov for intensiv, målrettet rehabilitering i trygge og strukturerede rammer.

Du bliver tilknyttet et neuro-rehabiliterende team bestående af ergoterapeut, fysioterapeut, logopæd, pædagog, SSA og sygeplejerske. De vil være de gennemgående i din rehabilitering. Teamet modtager supervision fra Neuropsykolog så de kan støtte dig og dine pårørende i din rehabilitering.

Lunden tilbyder specialiserede indsatser til borgere med moderate og svære hjerneskader. Der arbejdes med bl.a. koncepterne Affolter (GTIT), Bobath og Coombes, der arbejdes med neurodynamik, lejring i neutralstilling (LIN), neuropædagogisk tilgang og KRAP. Der tilbydes træning med ergoterapeut, fysioterapeut og audiologopæd i størrelsesordenen 16-18 tider pr. uge.

Der er faste ergo-og fysioterapeuter tilknyttet afdelingen og der tilbydes specifik træning i afdelingen i tidsrummet kl. 8-17 på hverdage, lørdage i tidsrummet kl. 8-14, derudover arbejder alle med samme tilgang, således at træning i hverdagsaktiviteter kan foregå uanset hvilken faggruppe der er til stede.

Der arbejdes tværfagligt så alle faggrupper er en del af borgerens hverdag.

Der arbejdes efter den af hjemkommunen udarbejdede handleplan/bestilling og/eller Genoptræningsplanen på specialiseret niveau. Der tilbydes hyppige opfølgningsmøder med såvel hjemkommune som pårørende.