Træningsmetoder- og redskaber

I træningen arbejdes der ud fra at understøtte borgerens ressourcer og mål. Vi stræber efter at skabe bedst mulig livskvalitet med indbyggede stjernestunder. Vi understøtter borgerens aktive liv, hvor deres interesser og mål er medstyrende for aktiviteterne og danner rammen for træningen. Vi arbejder ud fra evidensbaseret praksis, hvor det er individuelt tilpasset hvilke træningsmetoder og -faciliteter, der inddrages i borgerens rehabilitering.

Vi træner i det store terapirum, hvor der er forskellige brikse og redskaber med mulighed for afskærmning og træne i nicher eller separate behandlingsrum. Endvidere har vi et motionsrum, træningssal, terapibassin, sanserum og træningskøkken.

Omgivelserne inddrager vi inde såvel som ude. Her findes shelters, bålhytte, køkkenhave, drivhus og grønne græsarealer til spil og sport. Vi bruger aktivt den nærliggende skov, hvor der er etableret en sansesti. Vi har forskellige cykler herunder ladcykel og duocykler til de borgere, der ikke selv kan cykle.

Vi har et bredt udvalg af behandlings- og træningsredskaber, der understøtter og supplerer vores hands-on terapi. Eksempelvis anvender vi NMES (neuromuskulær elstimulation), hvor vi har elterapi-apparater, der kan udlånes til selvtræning af både OE (overekstremiteter) og UE (underekstremiteter). For de borgere, hvor det er relevant, tilrettelægges også selvtræning i form af hjemmetræningsprogrammer eller borgeren kan anvende Lundens faciliteter.

Træningen foregår primært individuelt, for at sikre at den tilpasses borgerens behov. Vi tilbyder også holdtræning; for borgere med vedlagsfri fysioterapi, bassin og repetitiv træning for både OE og UE.

Vi anvender løbende tests og scoringsredskaber til at måle effekt af indsatsen. Ved at teste løbende, sikrer vi at behandlingen og træningen evalueres, og om nødvendigt justeres. Det kan også skabe en øget motivation hos borgeren, når de objektivt kan se deres fremgang.

Z6FilL6c