Træning i terapibassin

Med vores nyrenoverede terapibassin kan borgere få en unik mulighed for at understøtte vejen til at opnå deres mål. Træning i vand giver andre muligheder for bevægelse end landbaseret træning, og det er gavnligt for mange borgere med lette til svære funktionsnedsættelser.

Opdriften i vandet er med til at borgeren oplever større grad af frihed og tryghed. Den reducerer også belastningen på kroppens led 40-90 procent, hvilket både kan give færre smerter og mulighed for flere og større bevægelser. I vandet udnyttes både opdrift, modstand, turbulens og inerti til at give den rette udfordring til den enkelte borger.

Træning i Lundens terapibassin har en dybde, der går fra 100 cm til 150 cm. Med forskellige træningsredskaber skabes individuelle og varierede programmer, der tilgodeser den enkelte borgers behov. Det kan for eksempel være generel mobilisering af kroppen, balance, bevægelighed af led og muskler, muskelaktivering, stand, gang, kredsløbstræning. I vandets egenskab af at være tæt omsluttende og ved at være tæt på terapeuten opnår borgeren sansemæssig stimulering.

Temperaturen i terapibassinet ligger på 33,5 til 33,9 grader. Det varme vand kan være med til at reducere smerter, og har en positiv indvirkning på flere faktorer som arousal og tonus.

Ved at opholde sig vand opnås en lang række fysiologiske fordele, herunder forbedret pumpefunktion af hjertet, sænkning af blodtrykket, reducering af ødemer og øget nyrefunktion.

For borgere der ikke selv kan komme ned og op ad trappen til bassinet, har vi et liftsystem. Bassinet er udstyret med en gangbarre.

20240903_112221