Spise- og synkefunktion

Træningen af ansigt, mund og svælg tager overordnet udgangspunkt i F.O.T.T. (Facial-Oral Tract Therapy). F.O.T.T. er en ICF-orienteret, struktureret og målrettet tilgang til undersøgelse og behandling af dysfagi.

“Dysfagi forstås bredt som funktionsnedsættelser, der enten forhindrer eller begrænser indtagelsen af føde og væsker, og som gør synkning risikabel, ineffektiv, ubehagelig eller som påvirker livskvaliteten“.

(Dansk Selskab for Dysfagi, 2022)

F.O.T.T. anvender meningsfulde, individuelle og terapeutiske tilpassede aktiviteter i behandlingen i kombination med standardiserede øvelser. Borgeren støttes til at anvende funktionerne i ansigt, mund og svælg så sufficient og funktionelt som muligt.

Vi kan supplere behandlingen med VitalStim+, der ved neuromuskulær elektrisk stimulering og interaktiv terapi træner styrken og funktionen af ansigtets-, mundens- og svælgets muskler, så kvaliteten af synkeprocessen bedres. Spejlingsteknologien på apparatets skærm gør det muligt at guide borgeren gennem personlige, målrettede synkeøvelser. Forudindstillede eller tilpassede programmer giver mulighed for at tilpasse behandlinger, mens biofeedback og visuelle hjælpemidler skaber en patientcentreret oplevelse, der opmuntrer til engagement og opnåelse af mål.

Vi anvender IQoro mundskærm som en del af behandlingen og til selvtræning. IQoro er et neuromuskulært træningsredskab, som træner mund, hals og svælg og hjælper blandt andet på refluks og synkebesvær.

Vi har fokus på vurdering af synkefunktionen, hvor vi anvender MISA (McGill Ingestive Skills Assessment).

I samarbejde med Syddansk Universitetshospital, Esbjerg sygehus kan vi udføre FEES (Fiberoptisk Endoskopisk Evaluering af Synkefunktion). Det er en undersøgelse til at udrede borgerens aktuelle funktionsniveau. Den anvendes også til at vurdere effekt af behandling.

Vi tager udgangspunkt i IDDSI (International Dysphagia Diet Standardisation Initiative), som er en international referenceramme og et fælles sprog til at beskrive, vurdere og rådgive om konsistensen af mad og drikkevarer.  I praksis kan IDDSI bidrage til effektiv og sikker synke-spise-drikke funktion hos borgere med dysfagi.

amXi6dzM