Jobparathed og tilbage til arbejde (TTA)

For en mindre del af borgerne, som har været i rehabiliteringsforløb på Bo-og rehabiliteringscenter, Lunden, kan indsatsmålet være, at komme tilbage til sin arbejdsplads eller i arbejde i større eller mindre grad. Det er ikke alle, som kommer 100% tilbage i forhold til tid eller opgaver, men at have en arbejdsidentitet, et netværk, en rolle og funktion, er for mange en motivationsfaktor og giver meningsfuldhed i hverdagslivet (Hvidbog om rehabilitering, 2022).

I samarbejde med borger, kommunens jobkonsulent/sagsbehandler og/eller borgerens arbejdsplads, kan Lundens medarbejdere medvirke til at vurdere, om der er forhold på arbejdspladsen, som kan være en udfordring for borgeren ved tilbagevenden til jobbet, eller om der eksempelvis er behov for et eller flere hjælpemidler. Lunden kan således være med til at følge borgeren tilbage på arbejdsmarkedet under hensyn til borgerens ressourcer og muligheder.

Med borgerens samtykke kan der ligeledes ydes information til arbejdsgiver eller kolleger om de kognitive og fysiske funktionsnedsættelser, således det kan indtænkes i fremtidig opgavetildeling, indretning af arbejdsplads og ledelse.

Herudover består indsatsen i at støtte borgeren til at finde de kompenserende strategier, til at kunne være i sin medarbejderrolle, hvilket eksempelvis kan være pauser/hjernehvil, kalenderstyring, struktur og rutiner. Her har borgerens indplacering i den kognitive pyramide betydning for input og output, samt borgerens værditilførsel på arbejdspladsen. Støtten til at komme tilbage på arbejdspladsen kan for borgeren bidrage til selvevaluering, erkendelse af begrænsninger og udfordringer.

DSC00430