Rehabilitering på specialiseret niveau

Et rehabiliteringsophold på specialiseret niveau er et midlertidig bo- og træningsophold til borgere, som grundet erhvervet hjerneskade ved sygdom eller ulykke, har behov for et målrettet, specialiseret og intensivt rehabiliteringsforløb. Målgruppen er voksne med hjerneskade, som har funktionstab af væsentlig betydning eller har komplicerede, omfattende funktionsnedsættelser inden for flere livsområder biopsykosocialt.

Forløbet sker i trygge og strukturerede rammer med de rette neurofaglige, socialpædagogiske, kommunikative og sundhedsmæssige kompetencer udført af fysio- og ergoterapeuter, pædagoger, audiologopæd, samt sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Forløbet koordineres tværfagligt, hvor der arbejdes både rehabiliterende og neuropædagogisk, således borgeren bliver mødt, hvor han/hun er under hele forløbet.

Rehabiliteringsforløbet tager udgangspunkt i borgerens ressourcer baseret på dennes ønsker, håb og drømme, samt den lægeordinerede genoptræningsplan fra sygehuset. Det tværfaglige team har sammen ansvar for at genoptræningsplanen følges med respekt for borgerens ønsker og mål. Der arbejdes frem mod at borgeren genvinder flest mulige funktioner og evner under opholdet, samt afslutningsvis afklaring af funktionsniveau og muligheder i hverdagslivet efter opholdet.

Opholdet bevilliges som et rehabiliteringsforløb på specialiseret niveau (Sundhedsloven §140 og §107 Serviceloven) gennem visitation og betalingstilsagn af hjemkommunen.

wJ-UMaeI